» Uddannelser  » Diplomingeniør 3½ år  » Informations- og kommunikationsteknologi  » Mød færdiguddannede  » Øger livskvaliteten for sygehuspatienter 

Udvikler elektroniske patientjournaler til sygehuse

 
Inge Lise Korsholm, Systems Engineer, Systematic
 

 

 Ingelise Korsholm
 

 

Hvad laver du? 
”Jeg er med til at udvikle elektroniske patientjournaler, som skal afløse papirjournalerne på de danske sygehuse. Målet med de elektroniske journaler er blandt andet at minimere risikoen for fejl, og det er utroligt spændende at være med til at udvikle, fordi det i sidste ende vil øge livskvaliteten for patienterne. Jeg har også været med i arbejdet med at udvikle integration mellem Systematics elektroniske patientjournaler og en medicinrobot på Skejby Sygehus, så robotten automatisk pakker den medicin, som lægen har ordineret i patientjournalen. Det var en enormt spændende og udfordrende opgave.”
  
Hvordan fik du jobbet? 
”Jeg sendte en uopfordret ansøgning, hvorefter jeg næste dag blev indkaldt til samtale og fik jobbet. Det spillede formentlig ind på den hurtige ansættelse, at jeg udover min uddannelse som ingeniør i informations- og kommunikationsteknologi har en uddannelse som sygeplejerske i bagagen, hvilket selvsagt er en stor fordel.”
 
Hvad bruger du mest fra uddannelsen?
”Jeg bruger primært fagene omkring objektorienteret programmering og programmeringssproget Java, fordi de mest relevante i forbindelse med at udvikle elektroniske patientjournaler. Derudover har det været en fordel, at vi på skolen har lavet gruppeprojekter, fordi vi i Systematic også samarbejder i mindre grupper omkring opgaver.”
 
 
 

 

 

 

26-08-2008/hs