Adgangskursus er mit springbræt til ingeniørstudiet
Uddannelser
Kristian Vestergård Lind,22 år

Tidligere værkstøjsmager, læser på det 1-årige adgangskursus, og vil gerne læse til ingeniør i Informations- og Kommunikationsteknologi
Hvorfor valgte du adgangskursus?
”Jeg er uddannet værktøjsmager, men har længe overvejet at læse videre. Da jeg forlod folkeskolen var jeg skoletræt og jeg valgte derfor at blive håndværker. Men samtidigt tænkte jeg, at uddannelsen til håndværker kunne blive et alle tiders springbræt til ingeniørstudiet, og nu læser jeg den 1årige adgangskursus for at kvalificere mig til at kunne søge ind på ingeniørstudiet”.
Hvordan foregår undervisningen?
”Det er gået fint med at følge med i fx matematik, da underviseren stille og roligt lagde ud med at opfriske vores viden om såvel kvadratrod, brøk og potens. Jeg frygtede at undervisningen ville bestå af flere timers forelæsninger i et kæmpe auditorium, men sådan er det ikke. Vi har et godt sammenhold, hvor alle kender hinanden og undervisningen er lidt som i folkeskolen, hvor underviseren fortæller foran tavlen, og derpå gennemgår vi stoffet og laver opgaver i mindre grupper. Vi er en god blanding af studenter og håndværkere, så vi supplerer hinanden fint under gruppearbejdet fordi vi har enten en teoretisk eller praktisk tilgang til opgaverne”.
Hvordan har det været?
”Det har været godt at læse adgangskursus på Ingeniørhøjskolen, især fordi du er en del af miljøet og er tæt på de ingeniørstuderende. Jeg har fx rig mulighed for at følge studerende fra de forskellige studieretninger for en dag, så jeg nemmere kan finde frem til hvilken ingeniørtype jeg gerne vil være. Lige nu står valget i mellem at læse til ingeniør i enten bioproces eller i informations- og kommuni-kationsteknologi. Jeg havde overvejet universitetet, men nu glæder jeg mig til ingeniørstudiet, for her bliver det næppe for teoretisk. Jeg kan stadig få lov til at være praktisk, ligesom da jeg var håndværker”.
29-06-2011/hs