GPS til blinde
Studerende: Ken Falk, Anders Arnfast og Martin Søberg
Tre studerende har i deres bachelorprojekt fra IKT-studiet udviklet den første GPS-vejviser for blinde.
Vejviseren bærer navnet ”EasyGo” og benyttes via en almindelig mobiltelefon, der i samarbejde med rejseplanen.dk gør det nemt for blinde og svagtseende at komme omkring med offentlige transportmidler fra et punkt til et andet.
De studerende fik ideen til EasyGo, da Dansk Blinde Samfund fortalte, at en del synshandicappede benytter GPS vejvisere som et hjælpemiddel til at komme frem til en destination.
”I starten troede vi ikke at blinde brugte mobiltelefoner, men det gør de i høj grad. Så for at gøre det nemt for brugeren, betjenes EasyGo via en mobil, som alle stort set har. Der ikke er noget visuelt at se på telefonens skærm. Al interaktion med brugeren sker gennem kunstig tale og tryk på fysiske taster”, fortæller Martin Søberg.
Kan benyttes af alle
De studerende har testet EasyGo grundigt som led i projektet. Og selvom der stadig skal udvikles en del på systemet, før det kan sættes i produktion, er der ingen tvivl hos de studerende om bæredygtigheden.
”Når den synshandicappede har indtastet en destination vil han ikke blot få at vide, hvilke veje han skal gå ad, men også løbende få informationer om, hvilke busser og eller tog, han skal tage for hurtigst muligt at nå frem. Og han får besked, når han fx skal stige ud af bussen”, siger Ken Falk.
Også til turister
Udover at kunne fungere som vejviser for blinde og svagtseende sidder de studerende med endnu en trumf i ærmet, der vil glæde turister som har svært ved at finde ud til eller rundt mellem de danske seværdigheder.
”Ved at udskifte brugergrænsefladen i produktet, kan EasyGo også bruges af til at hjælpe turister frem til turistattraktioner. Alle har jo en mobiltelefon og en download af systemet kunne evt. ske via det nærmeste turistbureau”, siger Anders Arnfast.
De tre studerende modtog karakteren 12 for deres banebrydende bachelorprojektet.
» Se indslaget "Vejviser til blinde" fra TV2 Østjylland den 30. juni 2009 - kl. 19.30