Georg Gearløs på bestilling
Anders Thorsager, 30 år, innovatør, Bendt ApS

Hvad laver du?
"Firmaet laver blandt meget andet opfindelser på bestilling, og min rolle er primært at være med til at udvikle den mekaniske del af opfindelserne i tæt samarbejde med designere. Man kan sige, at jeg er Georg Gearløs på bestilling. Eksempelvis er vi netop nu ved at udvikle verdens laveste elkørestol, hvor jeg har været med til at tegne og konstruere den første prototype. Jeg arbejder også en del med patenter, ligesom jeg som regel er ansvarlig for at lave dokumentation for at vores produkter lever op til de gældende krav på området."
Hvordan fik du jobbet?
"Gennem mit netværk. Jeg blev opfordret til at søge stillingen af en af de tidligere medarbejdere i firmaet, som jeg kender fra maskinstudiet. Før det arbejdede jeg hos en maskinproducent, hvor jeg var med til at fremstille specialmaskiner til medicinalindustrien. Det har ikke været svært at finde arbejde, og jeg sendte faktisk kun en enkelt ansøgning ud, da jeg var færdig med studiet."
Hvor er du om ti år?
"Jeg er sikker på, at jeg arbejder inden for innovation, for det er det, jeg er god til og brænder for. Jeg kan godt lide, at overliggeren ligger højt, og at tingene flytter sig i takt med, at teknologien flytter sig. Ledelse synes jeg også er meget interresant, så det er meget tænkeligt, at jeg er afdelingsleder for en prototypeafdeling eller lignende. Jeg har dog købt en landejendom for nylig sammen med min kæreste, så jeg bliver i Østjylland."