» Uddannelser  » Diplomingeniør 3½ år  » Maskin  » Mød færdiguddannede  » Hjælper firmaer med at spare energi 

Hjælper firmaer med at spare energi

 

Mia Bang, 30 år, utility project engineer, Danfoss Solutions 

 

Mia Bang

 

 

Hvad laver du i hverdagen?

”Jeg er ansat i Danfoss Solutions, som rådgiver private virksomheder inden for blandt andet fødevareindustrien, bryggerier og produktionsvirksomheder om energiforbrug og energibesparelser. Vi hjælper populært sagt kunderne med at spare på energien og øvrige forbrugsstoffer i deres produktion og utility plants. Besparelserne opnår vi blandt andet gennem energiledelse og energioptimering af tekniske installationer. Min rolle er blandt andet at udarbejde analyser af energiforbruget hos kunderne og komme med forslag til, hvordan de forbedrer deres procedurer, så eksempelvis produktionsudstyr bruger mindre energi.”
 

Hvordan har du fået jobbet?

”Jeg var i praktik hos Danfoss i Nordborg, og de videreformidlede mit CV til min nuværende arbejdsplads. Jeg var til forskellige samtaler og tests, og derefter blev jeg ansat. Jeg er ansat i en turnusordning, hvor jeg skal rundt i virksomheden og prøve forskellige funktioner.”
 

Hvad bruger du fra uddannelsen i din hverdag?

”Vi arbejder meget projektbaseret i Danfoss, og derfor har jeg haft utroligt stor nytte af erfaringen fra studiet med at arbejde sammen i grupper om semesterprojekter. Samtidig har uddannelsen som maskiningeniør givet et generelt indblik i, hvordan man kan analysere og forbedre tekniske systemer, hvilket er en rigtig god ballast at have.”
 

Hvad laver du om ti år?

”Det er utroligt spændende at arbejde som konsulent og at hjælpe virksomheder med at blive bedre og mere konkurrencedygtige, så det arbejder jeg nok stadig med. Det bliver formentlig også inden for energiområdet, fordi jeg nok et eller andet sted er en idealist, der gerne vil gøre kloden til et bedre sted at være. Og jeg er ret sikker på, at det bliver i Danfoss, som er en spændende og udfordrende virksomhed.”
 
 
 
30-06-2008/hs