» Uddannelser  » Diplomingeniør 3½ år  » Bioprocesteknologi  » Jobmuligheder 

Jobmuligheder

 

Som diplomingeniør i bioprocesteknologi har du mulighed for at søge job i en lang række virksomheder og offentlige myndigheder både i Danmark og i udlandet. De mest oplagte jobmuligheder er inden for energi- og miljøsektoren, medicinalindustrien, bioteksektoren, fødevareindustrien og den kemiske industri. Inden for disse sektorer kan du med din viden om procesteknologi udfordre bioteknologiens traditionelle anvendelsesområder og finde nye værdifulde løsninger.

 

Eksempler på mulige arbejdspladser er Danisco, Novo Nordisk, Arla og Novozymes, men også mange små og mellemstore virksomheder samt offentlige myndigheder ansætter diplomingeniører i bioprocesteknologi.
Som diplomingeniør i bioprocesteknologi kan du varetage flere forskellige jobfunktioner. Er du kreativ med et naturligt innovationstalent, vil du sikkert søge et job, hvor forsøg, design og udvikling er i fokus. Din funktion vil typisk være udviklingsingeniør. Foretrækker du at arbejde systematisk og værdsætter du kvalitet og orden, er det sandsynligt, at du vil vælge et job, der vedrører drift, kontrol og vedligehold af for eksempel produktionsanlæg. Din funktion vil typisk være projekt- eller driftsleder. Har du en særlig interesse for at vurdere og rådgive på baggrund af din faglighed, og vil du gerne møde mange nye mennesker i dit arbejde, er det muligt, at du vil søge et job med stort indhold af konsulentarbejde og tilsynsføring. Din funktion vil typisk være rådgivende ingeniør.
Mød færdiguddannede ingeniører i bioprocesteknologi
 

01-04-2011/kgj