» Uddannelser  » Teknisk bachelor  » Kemi og teknologi 

Teknisk bachelor i kemi og teknologi

 

 

 

Uddannelsen som teknisk bachelor i kemi og teknologi sigter mod at give dig en stærk baggrund inden for grundlæggende naturvidenskabelige fag, kombineret med et solidt kendskab til mere ingeniørfaglige eller teknologiske elementer.

Uddannelsen udbydes af Aarhus Universitet og gennemføres i samarbejde med Ingeniørhøjskolen. Uddannelsen består både af naturvidenskabelige fag – især kemi, men også matematik, fysik og it – og teknisk videnskabelige elementer. Som studerende får du således en hverdag, hvor du får undervisning både på universitetet og på Ingeniørhøjskolen.

 

Med en uddannelsesprofil, hvor du kombinerer det bedste fra kemiens verden med det bedste fra den teknologiske og ingeniørmæssige verden, bliver du bindeleddet mellem udvikling af nye succesfulde produkter og fastlæggelse af moderne produktionsstrategier. Dermed kommer du til at arbejde med kernen i al innovation: Udvikling og produktion.

 

Produktudvikling på et internationalt marked

Uddannelsen i kemi og teknologi giver dig mulighed for at blive civilingeniør inden for et af fremtidens mest epokegørende områder. Vi oplever, at globaliseringen bliver mere og mere omfattende. Det betyder, at de store vækstområder i Danmark hele tiden skal have fingeren på pulsen og være opdateret med hensyn til nye teknologier og de muligheder, de giver for udvikling af nye succesfulde produkter.

 

Når vi taler kemi, tænker de fleste af os på molekyler og atomer i mikroskopiske størrelser. Med bacheloruddannelsen i kemi og teknologi sætter vi fokus på at arbejde med kemi i makroskopisk skala. Med globaliseringen følger et behov for, at ting kan produceres i større og større antal og dimensioner. Det er nemlig ikke altid praktisk muligt at skalere op til større mængder, da stoffernes egenskaber ændres i takt med, at volumen ændres.

Fra laboratoriforsøg til industriel produktion
Når du bevæger dig fra laboratorieforsøg til egentlig industriel produktion, vil du erfare, at de kemiske processer fuldstændig ændrer karakter. Her går du fra at arbejde med kolber og pipetter og bruge måleenhederne mililiter og gram, til at operere med helt andre enheder som hektoliter og ton. Derfor er det nødvendigt med nye og helt andre overvejelser om produktionsstrategier.


Præcis derfor har erhvervslivet længe efterspurgt en ny uddannelse, som netop kombinerer kemi og teknologi! Som studerende på kemi og teknologi lærer du både at udvikle og designe nye materialer, og du får en bred viden om stoffers egenskaber og karakteristika. Med en dyb faglig indsigt i kemiens verden bliver du i stand til at forstå og forudse, hvordan tingene reagerer i en given kemisk proces.

 

Uddannelsen foregår primært på Kemisk Institut ved Aarhus Universitet. Uddannelsen udbydes og gennemføres i samarbejde med Ingeniørhøjskolen i Århus. Det betyder for dig som studerende, at du skal have undervisning på både ingeniørhøjskolen og universitetet og dermed får du en dagligdag, hvor du færdes i forskellige studiemiljøer.

 

 

 
 

01-11-2011/hs