Kollegavejledning
Modellen for kollegavejledning på IHA er udviklet og afprøvet af en gruppe undervisere på IHA. De seneste erfaringerne hos en række deltagere i perioden efteråret 2005 til efteråret 2006 har været meget positive. Kollegavejledning giver inspiration til alle involverede parter til at bedrive bedre undervisning og vejledning. Deltagerne vurderer, at kollegavejledning giver et stort udbytte i forhold til de ressourcer, der investeres i det (15 timer pr. deltager pr. forløb som afsættes af fagsøjlelederne). Modellen er kort skitseret, at to kolleger på skift vejleder hinanden. Vejledningen overværes af en observatør, som bidrager til at gøre vejledningen konstruktiv og holde den på sporet. Udover at højne det didaktiske og pædagogiske niveau er kollegavejledning også en mulighed for at møde nye kolleger på IHA. Det er blevet besluttet på fagsøjlemøde i november 2006 at alle under adjunktuddannelse på IHA skal deltage i to kollegavejledningsforløb i adjunktperioden. I den pædagogiske grunduddannelse skal der efter deltagelse IPN's model dokumenteres en række udviklingsaktiviteter – her vil et forløb med kollegavejledning også tælle med. I forbindelse med MUS skal der for alle undervisere aftales pædagogisk udvikling – her er kollegavejledning en aktivitet på højde med kurser og seminarer. Det er et timedækket pusterum i hverdagen som giver mulighed for refleksion over egen undervisningspraksis. Hent brochure om kollegavejledning som pdf Nedenfor kan du se udtalelser fra to kolleger, som brugte kollegavejledning til en del af adjunktuddannelsen i efteråret 2006: I forbindelse med kollegavejledning havde jeg et klart fokuspunkt, som var aktiverende undervisning. Det var meget givende for at mig af få diskuteret spørgsmål som ”barriere for aktivering”, ”er der tilstrækkelig aktivering”, ”hvorfor aktivering”, ”ideer til aktivering” med nogle kolleger. Det var også godt at have nogen til at observere ting og relationer i undervisningssituationen, som jeg ikke selv har overskud til. Ydermere fik vi diskuteret et mere overordnet emne, nemlig om jeg er tro mod mig selv i undervisningen, idet jeg ønsker, at de studerende skal tage ansvar for egen læring - ville de studerende have gavn af, at jeg kastede dem ud på dybere vand? Kollegavejledningen har hjulpet mig til svar på nogle spørgsmål, men også født nye spørgsmål. Lisbet Holst En god snak om erfaringer Umiddelbart før kollegavejledning var jeg tæt på at aflyse det, da det kneb med overskud til det. Desuden var jeg betænkelig ved at der ville komme meget fokus på min ”krisehåndtering” (praktisk/mentalt) af en enkelt studerende, da kollegavejledning tilfældigvis kom til at ligge på et tidspunkt hvor jeg netop havde fået sådan et problem, og det fyldte meget for mig. Jeg er dog meget glad for at jeg ikke aflyste nu, da kollegavejledning viste sig at være en rigtig god hjælp i den situation jeg stod i. Det har hjulpet meget at snakke om kollegers erfaringer med tilsvarende problemer, og kommentarer til den aktuelle situation. Samtidig kom vi også omkring andre mere generelle problematikker i undervisningssituationen, som nu kan ligge og ulme i baghovedet. I det hele taget synes jeg det er rart som stadig forholdsvis ny underviser, at opleve at nogen aktivt overværer og forholder sig til min undervisning. Laila Thirup Erfaringer med kollegavejledning
Det praktiske
Giver svar på mange spørgsmål