Nanoteknologi forbedrer vindmøller
Uddannelser
Studerende: Thomas Christensen, Peter Sønderskov Nielsen og Kim Møgelvang Jensen
De tre studerende har i deres projekt taget de første spæde skridt til at bruge nanoteknologi til at skabe fremtidens vindmøllevinger. Det er sket ved hjælp af midler fra den sønderjyske vingeproducent LM Glasfiber, der er verdens største af sin art.
I projektet har de studerende gennemført en række forsøg med glasfiber og nanoteknologi for at undersøge, om nanoteknologi kan bruges til at skabe stærkere og lettere vindmøllevinger. Som led i projektet har de blandt andet testet glasfiber med nanopulver specielt købt til lejligheden i USA.
Baggrunden er, at nutidens vindmøllevinger er op til 60 meter lange og vejer op til 17 tons. Hvis en vinge er for bøjelig, kan den for eksempel risikere at smadres mod vindmøllens tårn, og derfor er der behov for ny viden til den fortsatte produktudvikling.
Hos LM Glasfiber er man særdeles tilfredse med de studerendes arbejde. Ifølge udviklingschef John Korsgaard er virksomheden blevet klogere på, hvordan nanoteknologi kan bruges til at fremelske nye materialer til virksomhedens vinger.