» Uddannelser  » Diplomingeniør 3½ år  » Maskin  » Mød færdiguddannede  » Spændende at være leder  

Spændende at være leder

 
Lars Riis, 38 år, afdelingsleder, Grundfos 
 
Lars Riis 
 
 
Hvad laver du?
”Jeg er afdelingsleder i Grundfos’ afdeling for teknisk marketing. Afdelingen ligger i hovedkontoret i Bjerringbro og står for udformning for den tekniske dokumentation til alle koncernens produkter. Jeg er personaleansvarlig for 20 medarbejdere, primært teknikere og oversættere. Tidligere var jeg produktionsleder i to Grundfos-afdelinger, der laver dykpumper. Her havde jeg meget fokus på den daglige drift og rekruttering af nye medarbejdere, mens jeg i mit nuværende job også kan tillade øget fokus på analyse og strategi, hvilket jeg er glad for.”
 
Hvordan fik jeg dit første job?
”Jeg lavede bachelorprojekt hos Grundfos, og derigennem fandt jeg ud af, at jeg godt kunne tænke mig at arbejde i virksomheden. Efter jeg var færdig med studiet, så jeg et jobopslag som lederaspirant hos Grundfos, og det søgte jeg. Efter en jobsamtale og en personlighedstest fik jeg så jobbet i 2005.”
 
Hvad bruger du fra uddannelsen i hverdagen?
”Jeg bruger nok især den systematik og planlægning, som jeg har lært på uddannelsen, herunder ikke mindst hvordan man styrer et projekt sikkert i land over længere tid. Gennem uddannelsen har jeg også fået en vedholdenhed og stædighed, som jeg bruger hver dag som leder – og så er det klart, at jeg i kraft af min ingeniørbaggrund har gode forudsætninger for at være mellemleder i en pumpevirksomhed som Grundfos. Udover maskiningeniør er jeg i øvrigt uddannet folkeskolelærer, hvilket jeg oplever som et godt supplement til de hårde, ingeniørfaglige kompetencer.”
 
Hvor er du om ti år?
”Min vej fremad bliver uden tvivl ledelse, fordi jeg befinder mig rigtig godt med det. Det er vanvittigt spændende at være leder, så det næste skridt bliver formentlig, at jeg vil prøve kræfter med ledelse af andre ledere i Grundfos.”
 

 

23-06-2008/hs