Stor interesse for softwareudvikling
Uddannelser
Kenneth Fiil, 24 år, 6. semester

Hvorfor læser du til ingeniør i informations- og kommunikationsteknologi?
”Jeg har altid været interesseret i softwareudvikling og havde egentlig troet, jeg skulle læse datalogi på universitetet. Da jeg undersøgte sagen, fandt jeg dog ud af, at uddannelsen som diplomingeniør i informations- og kommunikationsteknologi i højere grad matchede mine behov, fordi studiet er mere erhvervsrettet og baseret på den viden, som anvendes i industrien. Samtidig er det en stor styrke ved studiet, at man lærer en lang række programmeringssprog og ikke kun fokuserer på nogle enkelte.”
Hvad synes du om studiet?
”Lærerne har tæt kontakt til erhvervslivet, og det mærker man i undervisningen. Jeg har lige været i praktik hos IT-virksomheden Systematic, og her har det været særdeles positivt at opleve, at jeg kunne gå direkte ind og løse opgaverne. I dagligdagen er det også let at få kontakt til lærerne, når man sidder med et eller andet problem i forhold til teorien, en opgave eller et projekt, og det er en stor fordel. Derudover er der et godt socialt samvær i semestergrupperne.”
Hvad vil du, når du er færdig?
”Virksomheder som IBM eller Systematic virker som spændende arbejdspladser, hvor jeg kunne godt finde på at søge. Senere kunne jeg godt tænke mig at arbejde med projektledelse, så jeg ikke kun sidder med fingrene nede i teknikken hver dag. Jeg har også leget med tanken om at blive selvstændig. Det vigtigste er dog, at arbejdet giver en afvekslende hverdag, hvor der er løbende udfordringer.”