» Uddannelser  » Diplomingeniør 3½ år  » Elektro  » Mød studerende  » Vil arbejde med vedvarende energi 

Vil arbejde med vedvarende energi

 
Martin Nordahl, 24 år, 4. semester
 
Martin Nordahl
 
 
Hvorfor læser du elektroingeniør?
”Jeg har altid været interesseret i elektronik, og jeg har i gymnasietiden bygget forskellige elektroniske kredsløb. Efter HTX uddannede jeg mig til elektronikfagtekniker, men jeg kunne godt tænke mig at bygge noget ovenpå – blandt andet for at få nogle mere udfordrende arbejdsopgaver. Og her var uddannelsen som elektroingeniør oplagt.” 
 
Hvad synes du om studiet?
”Studiet er godt skruet sammen, fordi man får introduktioner til forskellige emner i starten, før man skal specialisere sig på det sidste år af uddannelsen. Jeg kan også godt lide at studiet er projektorienteret, så man får lov at bruge teorien i praksis i konkrete projekter, hvor man arbejder sammen i grupper. Eksempelvis var jeg med til som led i et semesterprojekt at udvikle et apparat, der kunne måle vibrationer på industrielle maskiner og dermed gøre det lettere at finde fejl.”
 
Hvad vil du, når du er færdig?
”Jeg synes, at vindmølleteknologi er meget spændende, og samtidig er vedvarende energi noget, som vi er rigtig langt fremme med i Danmark. Derfor vil jeg gerne arbejde med dette område, når jeg er færdig som ingeniør, og jeg skal også i praktik hos Vestas. Der er dog også mange andre højteknologiske virksomheder, der er spændende. Og jeg vil heller ikke afvise, at jeg en dag bliver selvstændig.”
 
 
30-06-2008/hs