Vil gøre livet nemmere for patienter
Uddannelser
Leni Lausdahl, 20 år, 5. semester

Hvorfor valgte du at læse til ingeniør i informations- og kommunikationsteknologi?
”Jeg har altid været interesseret i IT, og jeg synes især, at interaktionen mellem bruger og software er spændende. Derfor passer studiet perfekt, fordi der er en del fokus på inddragelse af brugerne i softwareudviklingen. Samtidig har studiet en del valgfag inden for sundheds-IT, som jeg gerne vil arbejde med senere.”
Hvad synes du om studiet?
”Undervisningen er spændende, og det er et stort plus, at man arbejder i grupper om små og store projekter, som man også gør i erhvervslivet. Eksempelvis har jeg som led i et semesterprojekt været med til at lave software til et cruise control-system til biler, hvilket var en stor oplevelse. Skolen har også et godt studiemiljø, hvor man lærer de andre studerende fra de andre studieretninger at kende i fredagsbaren og til arrangementer.”
Hvad vil du, når du er færdig?
”Jeg vil gerne arbejde i en medicovirksomhed, hvor jeg kan være med til at udvikle software til hospitalsudstyr, der kan gøre livet nemmere for patienter og måske i sidste redde liv. Af samme grund har jeg valgt at tage praktikophold på Skejby Sygehus. Jeg bliver formentlig i Østjylland, hvor der er en del virksomheder inden for medicobranchen, men jeg kunne også godt tænke mig at arbejde i udlandet engang.”